Formula Racing · Lundtoftegårdsvej 10 · DK-2800 Lyngby
Tel +45 7023 0901 · FAX +45 7023 0902 · CVR 26181992
Fire mesterskaber og et hav af pokaler var hvad det danske motorsportsteam Formula Racing opnåede i raceråret 2015. Den kommende sæson byder på nye udfordringer, blandt andet 24-timers Le Mans til juni.
Allerød, 8. januar 2016 — En mesterskabssejr i European Le Mans Series og tre store nationale mesterskaber i karting er blandt højdepunkterne i Formula Racings netop overståede 2015-sæson. Motorsportsåret bød på store sejre og utallige pokaler til det succesrige team fra Nordsjælland, og i den kommende sæson venter nye spændende udfordringer – heriblandt 24-timers Le Mans.
– Det har været et utroligt år, og vi er allesammen meget stolte af alt det, som teamet og vores dygtige kørere har opnået, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
Teamchefen fremhæver især sejren i den europæiske Le Mans-serie, hvor teamets GT-kørere, Mikkel Mac, Johnny Laursen og Andrea Rizzoli, vandt to løb, kom på podiet i et tredje og endeligt sikrede sig mesterskabet i den benhårde GTE-klasse.
Det er første gang, et dansk team har vundet et mesterskab i den højt profilerede europæiske serie, som har deltagelse af tidligere Le Mans-vindere, ex-Formel 1-kørere samt fabrikskørere fra blandt andre Ferrari og Porsche.
– At blive mestre betyder, at vi i år kan stille op til 24-timers Le Mans, hvilket er det største, som er sket for os. At deltage i verdens største motorløb har været vores ultimative målsætning siden teamet blev stiftet, og det bliver en kæmpe udfordring, lyder det fra Allan Jørgensen.
– Vi stiller op for at vinde, akkurat som vi også igen i 2016 deltager i European Le Mans Series for at forsvare mesterskabet. Og med vores nye og erfarne kører Christina Nielsen ombord sammen med Mikkel og Johnny bliver det i år med en fuld dansk besætning.
Imponerende sæson for kartingkørere
Teamchefen roser også teamets unge kartingkørere, Viggo Majgaard, brødrene Oliver og Marcus Skjellerup samt Conrad Laursen, som i den grad satte Formula Racing på landkortet med utallige flotte resultater i både lokale og nationale løb.
Især Conrad Laursen gjorde sig bemærket ved at vinde både Danmarksmesterskabet og Sjællandsmesterskabet i Cadett Mini-klassen, mens teamkollega Oliver Skjellerup tog Sjællandsmesterskabet i den støre juniorklasse.
– Kartingprogrammet tog virkelig fart i 2015, og en målrettet indsats for at udvikle den helt unge talentmasse har absolut båret frugt, siger Allan Jørgensen.
– I løbet af sæsonen modtog vi flere interessante henvendelser fra unge kørere, som vil tilslutte sig teamet og vores særlige koncept, og vi glæder os til at kunne præsentere endnu et spændende kartingsetup for 2016.
Formula Racings kartingprogram bliver desuden styrket af et nyt samarbejde med den anerkendte udvikler af motorer til karting, Ole Haugård fra One Engines. Ole Haugård har siden 2001 leveret motorer til topkørere i karting, heriblandt verdensmestre, og han vil fremover stå i spidsen for det spirende kartingteam, mens Allan Jørgensen fortsat har det overordnede ansvar for Formula Racings aktiviteter indenfor bilsport.
Stærk debut i europæisk Formel 3
Formula Racings Formel 3-talent Mikkel Jensen fik en overbevisende debut i FIA Formula 3 European Championship, hvor han som den første dansker nogensinde sikrede sig hele to podieplaceringer i samme løbsweekend allerede kort inde i sæsonen.
– 2015 har bestemt ikke været uden udfordringer for Mikkel Jensen, som har været oppe imod konkurrenter med flere års Formel 3-erfaring, siger Allan Jørgensen.
– Men hans fokus og seriøse tilgang til sporten har gjort, at han i flere af sæsonens løb har kæmpet mod nogle af verdens allerbedste juniorkørere og sluttet i den bedste tredjedel i mesterskabet.
Som en belønning for sin stærke Formel 3-debut blev Mikkel Jensen i efteråret udpeget til at deltage i det uofficielle verdensmesterskab i Macau, mens han blot to uger senere blev inviteret med som én af seks unge kørere til en officiel DTM-test afholdt af Mercedes-AMG DTM. En bedrift, som udløste stor ros fra Mercedes-ledelsen.