Efter tre succesfulde sæsoner i European Le Mans Series og deltagelse i 24-timers Le Mans udvider Formula Racing i 2017 aktiviteterne med stort engagement i Ferrari Challenge.
Efter en begivenhedsrig sæson med 24-timers Le Mans som det absolutte højdepunkt, sætter Formula Racing i 2017 fokus på verdens mest berømte og eftertragtede mærkeserie, Ferrari Challenge.
Da vi stillede op til European Le Mans Series var med det altoverskyggende mål at vinde os vej til 24-timers Le Mans. Det lykkedes, og nu tager vi et skridt i en ny og spændende retning med Ferrari Challenge, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
Ferrari Challenge har siden etableringen i 1993 udviklet sig til en verdensomspændende mærkeserie med mesterskaber i USA, Europa og Asien. Afdelingerne køres på berømte racerbaner i hele verden, og finalerne afvikles til den berømte Ferrari Finali Mondiali, som i år foregik på Daytona International Speedway i Florida.
Legendariske racerbaner og ny turbobil
I den europæiske sæson kan deltagerne se frem til udfordrende løb legendariske steder som Monza, Silverstone, Paul Ricard og Imola. Kørerne kan desuden sætte sig bag rattet af en helt ny racerbil, da Ferrari i forbindelse med dette års finale netop præsenterede en ny 488 Challenge, som bliver den første Challenge-racer fra Ferrari med turbomotor.
I Ferrari Challenge kæmpes om titler i flere kategorier og i klasser som Gentlemans Cup og Ladies Cup, og serien har massiv mediedækning takket være et omfattende og seriøst program af liveopdateringer, kørerstatistik på website og app, billeder, video samt live-transmission af alle løb.
Dertil kommer et eksklusivt og højt profileret hospitality-setup, som giver kørerne de bedste muligheder for at pleje sponsorer og samarbejdspartnere.
Teamchef: En håndfuld danskere allerede tilmeldt
– Som det ser ud nu, stiller vi til start med en håndfuld danske biler i den kommende sæson, lyder det fra Allan Jørgensen.
– Interessen for Ferrari Challenge blandt danskerne er stor, og vi har uden tvivl selv været med til at skabe denne interesse gennem vores store engagement i European Le Mans Series og 24-timers Le Mans.
Ultimative oplevelser for loyale Ferrari-ejere
Foruden Ferrari Challenge vil Formula Racing fortsat være involveret i det eksklusive XX Programmes. Dette program er dedikeret til de mest passionerede Ferrari-kørere, som er heldige nok til at køre de ekstreme XX-modeller, FXX, 599XX og FXX-K. Her er tale om de ultimative Ferrari-modeller, som alle er produceret i et begrænset antal med fokus på ren nydelse på racerbaner.
Det samme gælder F1 Clienti, som siden 2003 har gjort det muligt for de allermest loyale Ferrari-kunder at erhverve sig deres helt egen Formel 1-racer og anvende den på en racerbane assisteret af Ferraris egne kyndige teknikere og instruktører. Mellem de eksklusive events, hvor ejeren blot skal koncentrere sig om at leve drømmen om en Formel 1-oplevelse fuldt ud, opbevares og vedligeholdes racerbilen af dygtige hænder på Ferrari-fabrikken i Maranello.
Mere nyt i 2017: Formula Racing Challenge Club
– I forbindelse med Ferrari Challenge etableres også en Challenge Club, der skal fungere som en trackday-klub, hvor kørere med en Challenge-racer kan træne og udvikle deres kørsel. Disse trackdays vil foregå på de racerbaner, hvor Challenge-seriens løb afvikles, forklarer Allan Jørgensen.
– Vi kan se frem til en spændende sæson med en masse fantastiske oplevelser for vores kørere. Samtidig udvikler vi Formula Racing til et markant større setup med et endnu højere aktivitetsniveau end tidligere. Vi har store forventninger til det nye år og kan slet ikke vente med at komme i gang!