Formula Racing · Lundtoftegårdsvej 10 · DK-2800 Lyngby
Tel +45 7023 0901 · FAX +45 7023 0902 · CVR 26181992
Formula Racings talentfulde Formel 3-kører vil på podiet i anden afdeling af FIA Formula 3 European Championship på Hungaoring. Danskeren får debut på den ungarske F1-bane.
Mikkel Jensen havde en stærk start på årets første udgave af det europæiske Formel 3-mesterskab i beygndelsen af april, hvor danskeren sluttede lige udenfor podiet i to af tre løb. I den kommende weekend vil Mikkel Jensen forsøge at komme på podiet på Hungaroring. Det bliver imidlertid debut på en bane, han aldrig tidligere har besøgt.
– Det er klart en udfordring, men ingen hindring for et godt resultet. Træningen skal bruges effektivt, så jeg kan få layoutet helt ind under huden, lyder det fra Mikkel Jensen.
Den ungarske Formel 1-bane har fået ny asfaltbelægning, og under onsdagens test blev der kørt to og et halvt sekund hurtigere end sidste gang, Formel-3 serien gæstede Hungaroring.
– Banen har ekstremt meget greb, men det betyder samtidig, at der er en anderledes balance i bilen, end man er vant til.
Voldsomt uheld under test
Danskeren fik dog noget af en forskrækkelse, da et uheld satte en stopper for onsdagens test på banen. En metalrist var røget op fra jorden ved udgangen af et sving, hvor danskeren kom kørende med omkring 190 kilometer i timen.
– Jeg havde ikke en chance, og der lød et ordentligt brag, da jeg kørte ind i den. Den ødelagde hele siden af bilen, inklusive noget af monocoquen, lyder det fra Mikkel Jensen.
– Ikke en optimal start på weekenden, når testen ikke mindst skulle hjælpe ingeniørerne med at finde det rette setup til bilen. Banen har nemlig vist sig at være en del anderledes med den nye asfalt, så vi kan ikke bruge de gamle data til så meget.
Ledelsen hos Hungaoring beklagede hændelsen og pådrog sig straks ansvaret for skaderne. Det hjalp dog ikke danskeren, som måtte afbryde sin kørsel, mens mekanikerne fik travlt med at genopbygge den ødelagte racerbil.
– Som det ser ud nu, kan denne weekend gå begge veje, Mikkel Jensen.
– Jeg håber dog, at de to træninger fredag kan køre mig i stilling. Og faktisk har jeg en god fornemmelse, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde det sidste fart inden kvalifikationen.
TIDSPLAN FOR FORMULA 3 – HUNGARORING
Fredag 22. april
09.00 — Træning #1
09.45 — Træning #2
13.15 — Kvalifikation #1
17.20 — Kvalifikation #2/#3
Lørdag 23. april
11.15 — RACE #1 (33 min)
15.00 — RACE #2 (33 min)
Søndag 24. april
11.15 — RACE #3 (33 min)
OBS! Følg Mikkel Jensen i Formel 3 via livetiming på www.fiaf3europe.com eller livetransmission på MOTORS TV.