Nyheder

Mikkel Jensen klar til Norisring efter sommerpause

Den 24. juni 2016

 

Bybanen Norisring i tyske Nürnberg er ringen, hvor Formula Racings formeltalent Mikkel Jensen skal udkæmpe weekendens kamp i FIA Formula 3 European Championship.

Mikkel Jensen har efter en kort sommerpause fået ladt batterierne op til endnu en omgang i den benhårde FIA Formula 3 European Championship, hvor verdens bedste juniorkørere kæmper om trofæerne.

– Jeg debuterede på Norisring sidste år, og hvad der ligner en relativ simpel bane med fire sving er sværere end som så. Du skal virkelig kæmpe for de sidste tiendedele, som netop er mange placeringer til forskel her.

Den spektakulære bybane er blot 2,3 kilometer lang og dermed kun omkring halv længde af traditionelle racerbaner. Banen består delvist af afspærret offentlig vej og den er elsket af publikum, fordi tribunerne er placeret helt tæt på banen. Norisring danner samtidig rammen om sæsonens fjerde afdeling af DTM-mesterskabet denne weekend.

Vil slutte i toppen af mesterskabet

Mikkel Jensen stiller igen op for det tyske Mücke Motorsport med backup fra den danske samarbejdspartner og management, Formula Racing.

Mikkel Jensen er desuden støttet af bilgiganten Mercedes-Benz, som foruden at levere motoren til danskerens racerbil også har indlemmet det unge talent i et juniorprogram. Mikkel Jensen fik sidste år mulighed for at vise sit værd i netop en DTM-racer under en officiel telst.

– Mit mål for i år er helt klar at slutte i toppen af mesterskabet. Formel 3 er for mange er af de sidste trin inden Formel 1 eller andre store motorspotsserier, og derfor er det afgørende, at jeg beviser min fart.

OBS! Følg Mikkel Jensen i Formel 3 via livetiming på www.fiaf3europe.com eller livetransmission på MOTORS TV.

 

Nyheder