Nyheder

Ferrari Challenge: Formula Racing i fortsat føring efter vellykket weekend på Spa-Francorchamps

Den 14. maj 2018

Formula Racing dominerer fortsat to mesterskaber i Ferrari Challenge Europe efter sæsonens tredje afdeling, som blev afviklet på belgiske Spa-Francorchamps.

Spa-Francorchamps, 14. maj 2018 – Trods vejrmæssige udfordringer lykkedes det Formula Racing at bevare mesterskabsføringerne i årets tredje afdeling af Ferrari Challenge Europe, som blev afviklet på Spa-Francorchamps den forgangne weekend. Det danske Ferrari-team fra Allerød høstede i alt tre sejre og fire podieplaceringer, hvilket var nok til at bevare teamets føring i både Trofeo Pirelli-mesterskabet og i det generelle teammesterskab.

– Det har været en rigtig god weekend, hvor det lykkedes os at komme med helt frem og kæmpe om placeringerne i både Trofeo Pirelli- og Copa Shell-klassen- Desværre gjorde det dårlige vejr søndagen til en noget mindre spændende løbsdag, end vi havde håbet, men med en sejr og to podiepladser er vi pointmæssigt godt tilfredse, ikke mindst, fordi vi bevarer vores to mesterskabsføringer, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

Lørdagen startede ud med en suveræn Trofeo Pirelli-pole fra Nicklas Nielsen, som imidlertid blev påkørt af en konkurrent under starten i det efterfølgende løb og måtte tage til takke med en tredjeplads. Weekendens helt store overraskelse kom i Am-kategorien, hvor den talentfulde Claus Zibrandtsen sikrede sig en tredjeplads, trods han kun én gang tidligere har deltaget i et Ferrari Challenge-løb. Også i Copa Shell-klassen gjorde Formula Racing sig godt bemærket, da canadiske Eric Cheung og tyske Alexander Nussbaumer vandt hver deres kategori.

Søndag var præget vådt vejr, og i Trofeo Pirelli-klassen startede Nicklas Nielsen fra en andenplads bag italieneren David Fumanelli, som imidlertid spandt rundt på den våde bane og startede et mindre kaos af sammenstød. Nielsen undgik at blive en del af ulykken og kørte i stedet en sejr hjem fra spids efter genstarten af løbet, hvor Claus Zibrandtsen igen brillerede med en flot andenplads i Am-kategorien. Copa Shell-kørerne nåede aldrig at komme i kamp, da løbet blev flaget rødt efter at en safetycar havde trukket feltet adskillige omgange rundt på den tågede bane. Halve point blev uddelt, og Eric Cheung hentede en tredjeplads, mens Alexander Nussbaumer, som igen havde taget pole i Am-klassen, men blev henvist til bageste startposition efter en episode i slutningen af kvalifikationen, heller ikke nåede at komme i kamp.

Næste afdeling af Ferrari Challenge Europe afvikles den 7.-9. juni på Misano-banen i Italien.

Opdateringer, resultater og livestreaming: http://live.ferrari.com

 

FERRARI CHALLENGE EUROPE 2018

23.-25. marts: Mugello, Italien
27.-29. april: Silverstone, England
11.-13. maj: Spa-Francorchamps, Belgien
7.-9. juni: Misano, Italien
20.-22. juli: Brno, Tjekkiet
14.-16. september: Barcelona, Spanien
1.-4. november: Monza, Italien

 

Nyheder