Nyheder

Formula Racing klar til mere pointjagt i Ungarn

Den 17. juni 2022

Formula Racing vil udbygge føringen i teammesterskabet, når tredje afdeling af Ferrari Challenge løber af stablen på Hungaroring den kommende weekend.

Det er endelig blevet tid til tredje afdeling af Ferrari Challenge Europe, og denne gang bliver det et glædeligt gensyn med Hungaroring, som ligger få kilometer udenfor Ungarns hovedstad, Budapest. Den 4,4 kilometer lange racerbane lægger også asfalt til en afdeling af verdensmesterskabet i Formel 1, så der er tale om en af de helt store baner på kalenderen!

– Det er fedt at være tilbage på banen igen efter næsten to måneder pause, og ambitionerne er igen at sikre så mange point som muligt. Vi skal forsøge at udbygge vores føring i teammesterskabet, og samtidig skal vi have vores kørere frem i rækkerne. Vores finske kører, Luka Nurmi, holder en tredjeplads i den hurtigste klasse, Trofeo Pirelli, mens Christian Brunsborg er toer i Am-kategorien og Peter Christensen sidder på en delt andenplads i Coppa Shell Am. Så det er bare at klø på og sikre, at vi forbliver med helt oppe foran og måske springer en position eller to, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

Udover Nurmi, Brunsborg og Christensen vil Formula Racing denne weekend også repræsenteres af italienske Alessandro Cozzi (Pirelli Am), danske Henrik Kamstrup (Shell Am. Tredje afdeling Ferrari Challenge Europe på Hungaroring skydes i gang med officiel træning fredag den 17. juni, mens kvalifikation og løb afvikles henholdsvis lørdag den 18. juni og søndag den 19. juni.

Ferrari Challenge Europe 2022

1.-3. april – Portimao, Portugal
13.-15. maj – Paul Ricard, Frankrig
17.-19. juni – Hungaroring, Ungarn
22.-24. juli – Hockenheim, Tyskland
16.-18. september – Silverstone, England
7.-9. oktober – Mugello, Italien

LIVESTREAMING: https://www.ferrari.com/en-EN/corse-clienti/live

Nyheder