juni 16, 2024
Formula-drengene sluttede i top-8 på Le Mans
Det blev til 24 timer med både op- og nedture
Formula-kørerene lå godt placeret, indtil de om natten blev kørt af banen og røg et stykke ned i feltet. Men en hurtigste omgangstid i LMGT3-klassen var med til at løfte humøret.
Drømmen om at bestige podiet på Le Mans blev ikke realiseret for Conrad og Johnny Laursen, der sammen med Jordan Taylor kørte deres Ferrari 296 GT3 fra Spirit of Race over stregen på en ottendeplads i årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans. Den dansk-amerikanske trio havde ellers fart nok til at kæmpe med i toppen af LMGT3-feltet – men et skub fra en konkurrent sendte bilen i gruset undervejs, og dét kostede placeringer.
Det var Johnny Laursen, som lørdag eftermiddag startede fra en 19.-plads i det 23 biler store LMGT3-felt, og efter nogle stærke stints fra Conrad Laursen kæmpede trekløveret sig godt op gennem feltet. Jordan Taylor var sent lørdag aften på vej til at indtage andenpladsen, da han blev påkørt bagfra af en konkurrent.
– Det var Le Mans, som det plejer at være. Det går aldrig, som man regner med. Sådan er vilkårene, og denne gang var vi uheldige. Det var virkelig ærgerligt, for alt andet spillede perfekt. Vi havde god fart og en stærk bil, som bare kørte uden problemer. Vores team var gode til at reagere på de meget skiftende vejrforhold og lavede de rigtige kald, så uden turen i gruset og den efterfølgende tid i garagen er jeg ret overbevist om, at vi havde været med i kampen om et podie, lyder det fra Johnny Laursen.
Conrad Laursen’s debut
Laursen og Laursen dannede årets eneste far-søn-lineup, og trods sine kun 18 år, som gjorde ham til den yngste kører i årets Le Mans-felt, viste Conrad Laursen præstationer på niveau med mere erfarne sportsvognskørere. Den unge racerkører satte således løbets hurtigste omgangstid i LMGT3-klassen og kan trods resultatet tage flere positive ting med sig fra Le Mans.
– Det var min debut som Le Mans-kører, hvilket jo er overvældende i sig selv med alle traditionerne og de vilde ting, der foregår både før og under løbet. Men jeg synes, at jeg ret hurtigt fandt flowet og rytmen, så jeg i stedet kunne koncentrere mig om at være hurtig og optimere mit ræs. Mentalt blev jeg dog ret udfordret, da vi konstant skulle være klar til en ny strategi på grund af vejret, hvilket gjorde, at vi hele tiden var under hårdt pres i stedet for at kunne kontrollere løbet. Det var en skam med påkørslen, vi røg nogle omgange tilbage, og vi var desværre ikke heldige nok med safety cars til at komme på omgangshøjde med de førende biler igen, lyder det fra Conrad Laursen.
– Sammenstødet var uheldigt, men også umuligt for os at undgå. Jeg blev ramt bagpå og skubbet af banen og ud i gruset, så dækket punkterede, og vi måtte have bilen i garagen. Men udover dét, så synes jeg, at vi gjorde mange rigtige ting i et løb, som var enormt udfordrende. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Laursen-familien, og især Conrad har imponeret mig, både med hans hurtighed og hans viden om det tekniske setup. Bil og lineup var godt, teamet var fantastiske, og vi havde bestemt potentiale til meget mere, end vi nåede hjem med, lyder det fra Jordan Taylor.
Næste opgave for Formula-drengene er tredje afdeling af European Le Mans Series, som afvikles på italienske Imola den 5.-7. juli. Her er Nicklas Nielsen – som på imponerende vis vandt den generelle sejr i årets Le Mans sammen med Ferrari – tilbage som teamkammerat med Laursen og Laursen.